Bryllup
Kirkebryllup er tro,håb og kærlighed
Et kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par - og er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Et bryllup i kirken foregår som en gudstjeneste med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen.
Aftal bryllup
I skal aftale tidspunktet for jeres bryllup med en af kirkens præster eller kirkekontoret. I kan blive gift i Mørdrup Kirke, hvis Mørdrup er jeres bopælssogn, eller hvis I på anden måde har tilknytning til kirken (f.eks. er døbt eller konfirmeret her). Henvend jer til præsten eller kirkekontoret, hvis I vil vide, om I opfylder kravet om tilknytning til kirken.
I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem.
Prøvelsesattest
Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på www.borger.dk for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.
Nyt navn?
Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på www.borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne.
Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring, hvis der er tale om et navnefællesskab. Et navnefællesskab betyder, at I vælger at få hinandens mellem- og efternavne.
Vidner
Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup.
Samtale med præsten
Før brylluppet har I en samtale med den præst, der skal vie jer. Her aftaler I blandt andet salmerne, der skal synges og drøfter alt det praktiske i forbindelse med vielsen. Præsten forbereder vielsestalen ud fra jeres samtale.
Mødet med præsten er også en mulighed for at tale om det, som er væsentligt i jeres liv og forhold. Midt i de mange praktiske forberedelser før brylluppet, kan samtalen blive en god anledning til at få talt om det, som binder jer sammen.
Læs meget mere om vielse og bryllup i folkekirken her